KONTOR/Finnegarden

Finngard

Samleside

Ødetuftene etter Skapten, Ridstaden og Bollegard lå i 1572 mellom Dramsudcn og Finngard FinngarSr), den senere Finnegården. De bevarte navneformene peker snarest mot mannsnavnet Finn. Gården er kjent fra 1403 og utover. I andre halvdel av 1600-tallet var den en enkeltgård, og det er uvisst om den var noe annet tidligere. Etter vanlig oppfatning går den tilbake til høymiddelalderen. (Helle, s. 244)

I dag er Hanseatisk Museums stuer i Finnegården det eneste som er levnet av den gamle bebyggelsen i seksjon C. Etter 1702 var Finnegården — nevnt første gang i 1403 •— den sørligste gården på Bryggen. Dens sørgrense ligger ca. 34 m nordenfor Kjøttbasarens grense mot ålmenningen og ca. 30 m nordenfor den sannsynlige sørgrensen for VetrlrSinn ved Bryggen. Men sørgrensen hadde ikke alltid ligget så langt mot nord. Også en del av den gamle Finnegården var blitt lagt ut til ålmenning etter brannen i 1702, slik at det av et opprinnelig flateinnhold på 3.088 kvadratalen bare var levnet 1.850 kvadratalen (H.M. skr. 5 s. 62). Det betyr at gården hadde mistet vel tredjeparten av sin bredde, og denne ble oppgitt til 18 alen etter et brev utstedt av Erik Rosenkrantz i 1563, sitert i et grunnebrev fra 1708 (Ibid.). 18 gamle alen blir 9,7 m etter den omregning vi her benytter. I 1708 pleide man i Bergen regne om etter forholdet en sjellandsk alen = 18/16 gammel norsk alen (Ibid.). Etter dette får vi en litt større målenhet enn den Grimnes kom fram til, nemlig 0,56 m for en gammel alen, men dette betyr vel nærmest at man på begynnelsen av 1700-tallet tok omregningen nokså omtrenthg. Finnegårdens opprinnelige sørgrense lå altså ca. 26 m nordenfor den sørgrensen for seksjon C som vi har festet oss ved (4 m nordenfor Kjøttbasarens sørøstgrense). Her var rikelig med plass til 2 gårder — 13 m på hver inkludert plass til veiter. Da Finnegården mistet en del av sitt område i sør, fikk den kompensasjon i noen tomter som lå ledige på nordsiden av gården, og som etter brannen i 1702 ble oppfattet som Ridstadens og »BoUegårds« gamle tomter. Disse tomtene hadde før brannen vært bygd med skur (H.M. skr. 5 s. 60 og 64, 1705 og 1710). De blir oppgitt med flere breddemål: Bollegårdens tomt ble innlemmet først (1705) og var 11®/^ sj. alen = 7,4 m bred, og Ridstadens tomt — innlemmet 1710 — var 13®/^ sj. alen oppe og 15^/4 sj. alen nede. Altså 8,66 og 9,54 m. Nede ved Bryggen kan fortsettelsen av disse tomtene ha vært noe bredere. Etter opplysningen om at Finnegården hadde mistet mer enn 1 /3 av sitt flateinnhold, må gårdstomtens bredde nede ved Bryggen ha blitt redusert fra 9,7 til ca. 6 m. Med tillegg av de to nye områdene skulle dens bredde etter 1702 være 6 -j- ca. 8 + ca. 10 m. = 24 m. Etter bykartet av 1879 er gårdens bredde noe mindre enn 24 m ved Bryggen, en størrelse som altså bekrefter de data vi her er kommet fram til. Dette er av betydning for vår holdning til opplysningene om Ridstaden og »Bollegård « i de rosenkrantzske grunnebrev. Det dreier seg , i brevene fra tiden etter brannen i 1702, om tomter som ikke lar seg helt nøyaktig lokalisere lenger i gårdens lengderetning, men opplysningene viser iallfall at det her hadde vært bebyggelse med frittstående 1 Grunnen til at disse gårdene ble nedlagt, omtales i kap. VI 3 b under Herr Ivars gård. 135 skur, ikke med tasker. Det var ikke alminnelige handelsgårder i dette området, i tiden 1476—1702, men etter dette år blir tomtene delvis trukket inn i Finnegårdens tomt, ja de danner en vesentlig del av gårdens nye grunn og får bebyggelse av slike dimensjoner som nå var vanlige. Rosenkrantz kunne altså i sin tid påvise de gamle tomtene i bebyggelsen. Ellers kunne man nemlig tenke seg at Rosenkrantz forvekslet disse gårdene •— og dermed også tomtene — med Fattrinn, Straumriim og Skaptinn og disses tidligere grunner. Som det snart skal vises, lå disse lenger mot nord i seksjon C. Det er ikke annet å gjøre enn å la mistanken om forveksling falle, for Ridstadens og »Bollegårds« tomter kunne påvises så sent som i 1702 og enda senere. Men selve navnene hadde man da sannsynligvis bare kjennskap til fra de Rosenkrantzske grunnebrev. Med hensyn til selve realiteten — grunnstykker av bestemt størrelse på nordsiden av Finnegården — er brevene av 1705 og 1710 nye kilder, som bekrefter innholdet av »De Grundt-Breve von den fiff Grunde: so Rosenkrantzen Anno utgegewen 1562«. Men når det gjelder identifiseringen av de samme grunnstykker med bestemte eldre gårder, må vi gå ut fra at brevene fra 1705 og 1710 bare gjentar opplysninger i brevet fra 1562 (Lorentzen s. 135-136)

Finnegaarden skal have sit navn efter gaarden Finne paa Vos og nævnes første gang i 1403, da Gudrnn Signrdsdatter eiede den. I midten af det 16de aarhundrede tilhørte en del af gaarden Erik Rosenkrantz. Først efter branden 1702 blev Finnegaarden Kontorets sydligste gaard, da tomterne efter Brodergaarden, Veterleven og en del af Finnegaai'den udlagdes til ålmenning. Den sydligste af Kontorets gaarde, Rothmausgaarden, var allerede nedrevel i 1643. Den doble gaard Veterleven indtog omtrent den nordlige halvdel af Veterlevens ålmenning og noget af grnnden, hvorpaa byens bazar nu staar. Den nævnes i 1323. Af Kontorets inventariebog fremgaar, at gaardens kjølimænd i slutten af det 17. aarhundrede eiede en del af den tilstødende Brodergaard. «Johan Speckter«, heder det, »i Veterlevens nordre søstue betaler grundeleie for Brodergaardens søslue. Hinrieh Schlüter i stuen ovenfor betaler for en bod og en kaalhave. Speckter, der ogsaa eier Veterlevens to øverste stuer, den ene paa nordsiden og den anden paa sydsiden, betaler for to boder og en kaalhave i Brodergaarden.« Den enkle Brodergaard, nævnt 1337, indtog omtrent den nordlige halvpart af tomterne til bj^ens bazar. Finnegaardens sydlige halvdel med passagen indtog før 1702 rummet mellem l)azaren og den nuværende Finnegaards sydlige halvdel, der dengang var den nordlige. 1 et Grund and Kaujfbrieff af 1708 fortælles om den foretagne forandring af Finnegaardens tomter: »Efter dend uhdikelige Ildebrand Anno 1702 19 Maj^, hvorudi dend største Del af Byen oc Contoiret gandske blev afbrændt, blev en Del af løyens oc Contoirets Grundeiefter høy-kongelig Maj. allernaadigste Befaling til Almendingernes Forvildelse udlagt oc blandt andre af Contoirets Grunder bortgik oc en Del af Finnegaardens syndre Side, som bedrog sig til tolv hundrede tredufe og sex • Alen«. Den gamle Finnegaard hvis samlede areal var 3088 • alen, havde^4 handelsstuer paa søndre side. Nederst til gaden i søstuen boede i slutten af det 17. aarhundrede oldermand Claus Eden. 1 den næste stue residerede Friderich Døring. Derefter fulgte 168 216 DET TYSKE KONTOR I BEIUIEN Clamer Eberhard Meitzer, stamfader til slægten Meitzer i Norge. I Stuen øverst mod kaalhaverne boede Johan Lamping. Efter branden gjenopbyggedes gaarden af Peter Eden, Claus's broder, samt Berend Børsmand, Johan Meyer Jürgensen, Clamer Eberhard Meitzer og Harmen Speckter. Paa sydsiden opførtes 3 handelsstuer med tasker, schøtstuen og ildhuset. For at skatfe tomt til gaardspassagen og den nordlige halvdel indkjøbtes de tidligere omtalte øde kontorgrunder: Schäften, Bidstaden og Boldergarten (Bolle eller Bucklegaard). Nordsiden fik 2 handelsstuer. Af stuerne har kun søstuen no. 1 lokalerne uforandret i den gamle stil. Her er det saakaldte Hanseatiske Museum, stiftet af kjøbmand J. W. Olsen. Det Hanseatiske Museums nu afdøde grundlægger lykkedes det i løbet af 30 aar med opofrelse af arbeide og omkostninger at samle til en enhed den nu overalt kjendte og skattede samling i Finnegaarden. Man har foruden de interessante interiører anledning at se en samling brugsgjenstande og værktøi fra de forskjellige gaarde. Handelsstuen er, hvad rummene angaar, den største paa Kontoret og har været flottere udstyret end de fleste andre. Svalgangene er overalt dekorerede med rankeornamenter paa rød bund. Paa setstuernes døre sees billeder af bevæbnede riddersmænd. Oven læses: soli deo gloria. Ora pro iiobis. Særlig bemærkningsværdig er »kancelliet«, der hører til den ældste type. Dets smukke vindusmalerier bærer inskriptionerne: S Peter Eden. Anna Margretha Eden. Anno 1707, sandsynligvis det aar, da Eden blev egenhandler. Schøtstuens bygning minder om Guldskoens og Solegaardens. En indebygget trappegang udvendig paa huset fører op til »forpladsen«, hvor man endnu finder rester af vægdekorationer paa hvid bund. Fra stuen, der ligger over de tre grydeboder, fører en dør til ildhuset. Kappen er her ved en senere paabygget skorsten indredet for kogning; men fem kroger efter skjærringerne langs midtbjælken viser, at de 5 stuer oprindelig kogte paa stengulvet, som skik og brug var. Ildhusbrønden bærer ])aa den øvre vegstenskant inskriptionen »1605. K. H. Bahme.« Baade schøtstuen og ildhuset staar paa de gamle tomter. Nogen væsentlig forandring har Finnegaarden i aarenes løb ikke undergaaet, naar undtages, at bygningen no. F er forlænget op til schøtstuen, og at der paa de gamle taskers grund med front til Torvet, vis å vis byens bazar, er opført moderne murbygninger. Ved reguleringen af Øvregaden i 1870, hvorved de kontorske haver tabte noget af sin grund, mistede Finnegaarden ogsaa en underjordisk kjælder, der stod i det øverste, nordlige hjørne. Kjælderen blev fyldt og ligger nu under Øvregadens fortoug. — Jens Berg. Naar talen er om Finnegaarden, l)ør ikke gamle Jens Berg glemmes, den sidste kontorske dreng, der talte tysk. Mangt og meget kunde han fortælle fra den tid, da der endnu var lidt igjen af folkelivet paa Tyskebryggen. Og han fortalte saa gjerne, helst om geseltønden, som de nykaarne geseller maatte spendere, eller om julebesøgene i schøtstuerne, hvor legen og løierne ikke gav middelalderens noget efter i saft og kraft. Hans mange muntre smaahistorier illustrerede livet paa Kontoret for femti aar tilbage. Snart gjaldt det nordfarstevnens travelhed og snaxi lørdagskveldene paa schøtstuen, naar den ældste gesel læste REVELSGAARDEN OG SOLEGAARDEN 00 hoit af sagaerne, efterat »bungen« og »hiiskronen« var forsynet med talglys, som hver dreng efter gammel sædvane maatte medbringe. (Wiberg s. 53-55)

Kilder til 1536

• 1403 D.N. I nr. 590: Kunngjøring om prov på eiendomsrett, »j Eingardinum«. 15 hus, 68 stuer.
• 1414 H.U. V nr. 1137 Bruns d.L.B. s. 58 (ufullst. citat): Kjøp av firma, »in Fingarden«. »Unam stubam, duas bodas, lym et clef et omnes partes ad predicta habitacula in schuttinghesstoven et elthusen in F.«
• 1433 Bruns d.L.B. s. 58: Oppløsning av firma, med unntak av stuen i Bergen, »in den Fynengarden«.
• 1464 H.U. IX nr. 115, nr. 117: Utdrag fra kontorets protokoll. »Finegarden«. »Eynegarden«.
• 1465 Bruns d.L.B. CVIII: Prosess, »in den Finegarden«.
• 1467 H.U. XI nr. 1277: Sak om pantsetting av grunder, »ln den Fyngarden«.
• 1472 Bruns d.L.B. s. 178; Pantsetting, »im Fingarden«. Alle hans hus i gården pantsettes av Hermann Oveneter. Dessuten pantsetter han sine hus i Stavanger-bispens gård over på Strandsiden.
• 1518—1521 N.R.J. I: Regnskap. Nevnt 13 ganger. »Findegaardhen«, »Findegaarden«, »Fyndegaardhen«, »Fynnegaardhen«, »Fynnægaarden«, »Finnægaarden«, »Finnegarden«, »Finagarden«, »Finegardenn«, »Finegarden«. Handel. Jøren Eggertsen i F. betaler skatt for noen bønder i Sunnhordland.
• 1522 N.R.J. III s. 638: Skatteregnskap. »Fine gardenn«. 6 skattebetalere.